
Cubo vinder konkurrencen Følager, pleje- og ældreboliger for blinde
En enig dommerkomite har valgt holdet bestående af NCC, Cubo, Force4, Sweco og Bogl som vinder af konkurrencen om Følager, pleje- og ældreboliger for blinde, svagsynede og døvblinde i Valby.
Ambitionen og udfordringen er at skabe ›Europas bedste plejecenter for målgruppen.‹ I dommerbetænkningen beskrives vinderforslaget som helstøbt, velbelyst og gennemarbejdet og gives bl.a. disse ord med på vejen:
»Forslagets beskrivelse er båret af en indlevet og grundig gennemgang af programmets hovedtemaer. Man har forstået ambitionen om at dette skal være ›Europas bedste plejecenter‹ og taget opgaven på sig. Orientering, transparens, hjemlighed, selvværd, wayfinding, trivsel, socialitet og fællesskab er nøgleord i programmet og de forvaltes i projektet såvel i beskrivelse som i tegning. Man mærker at forslagsstilleren har erfaring i at omsætte de mange komplekse problematikker til en gestaltning, der overbeviser om både vilje og evne til at gennemføre og realisere idéerne til konkret og brugbar bygningsfysik.«