21. juni 2023

Rejsegilde på det nye Vendelbocenter

Tirsdag 20. juni var der rejsegilde på det nye plejecenter i Sindal. Sammen med beboere, håndværkere, bygherre, samarbejdspartnere og politikere var Cubo inviteret til pølser og sodavand.

Formand for Sundheds-, Ældre- og Handicapudvalget i Hjørring Kommune Claus Mørkbak Højrup kunne afsløre husets nye navn ’Soldalhus’, et bofællesskab med ekstra tryghed for ældre borgere og hyldede både håndværkere og rådgivere for det gode arbejde.

Partner i Cubo Rune Riis, var også en tur på talerstolen:
”Rejsegildet er en milepæl for et godt samarbejde i en ånd, hvor man får ting til at lykkes. Det nye vendelbocenter Soldalhus er en succeshistorie – et nyt plejehjem i høj kvalitet, der ser dagens lys i en tid, hvor mange nye plejeboliger lider under stramme budgetter og høje materialepriser”

Det 10.000 kvm store projekt omfatter en centerdel med træningsfaciliteter, aktivitetscenter, sygeplejeklinik, café/dagtilbud og administration samt seks boenheder med 16 plejeboliger i hver.

Rejsegildets midtpunkt – den store tagkonstruktion – er en udfordrende spærkonstruktion i limtræ, den største med et spænd på 24 meter og en højde på syv meter. Der monteres 570 kvm solceller på taget samt ovenlys i hver plejebolig for at sikre et godt og behageligt lys i hver enkelt bolig. Endelig genbruges teglsten og teglstensskaller fra det gamle Hjørring Sygehus i byggeriet.

Udformningen og materialevalget i det nye plejecenter skal sikre, at det nye plejecenter udstråler tryghed og hjemlighed og for de mange beboere og samtidig bliver en god arbejdsplads.

Det nye center opføres i samarbejde med Niras Aalborg, Skaarup Landskab og NCC og forventes at stå klar til indflytning i 2024.

Se flere billeder og læs mere om det ny Vendelbocenter ‘Soldal’