
Nyt domicil til smykkehuset Scrouples
Cubo er – på baggrund af et konkurrenceforslag – blevet valgt til opgaven med at udforme og opføre et nyt 1.400 kvm domicil til den familieejede smykkevirksomhed Scrouples. Projektet opføres i samarbejde med bygherrerådgiver SPECTRAS, totalentreprenør K. G. Hansen og ingeniør TriConsult. Hovedsædet får med sin bynære lokation i det sydlige Aarhus en optimal placering for medarbejdere og gæster.
Med sin kompakte og præcise form markerer huset sig stærkt i det åbne landskab. De to etager fremstår med hver sit signifikante udtryk. Basen – husets stueetage – lægger sig ind i den sydvendte skråning og skaber en stedlig forankring. De rå betonfacader åbner sig op centralt som en inviterende gestus under den fremskudte øvre bygningsdel, mens hjørnerne forbliver lukkede. Ovenpå disse hjørnesten hviler den præcise metalkorpus. Etagerne bindes sammen via det dobbelthøje atrium.
Byggeriet vil udtrykke et levende samspil mellem det bastante og det lette ved at signalere både enkelhed og robusthed i arkitektur, konstruktion og materialevalg. Det nye domicil er et eksempel på en imødekommende og moderne erhvervsbygning, der reflekterer Scrouples’ nordiske designtilgang og smykkebrand.
Cubo har lang erfaring med at udvikle og opføre fleksible og fremtidssikrede kontor- og erhvervsbyggerier. Helt aktuelt udvider og omdanner tegnestuen OK’s hovedsæde i Aarhus, ligesom det 20.000 kvm store kontordomicil Universitetsgatan i hjertet af Oslo er under udvikling. I Brabrand Boligforenings ny-indviede administrationsbygning i Gellerup er beboerdemokratier og afdelinger nu blevet samlet under ét tag i et lyst og fleksibelt hus.
Læs mere om domicil-projektet til Scrouples her