
Hyrdehøj Plejecenter inviterer verden ind
Nu flytter de første borgere ind på Hyrdehøj, og det er et helt særligt hjem, der venter de nye beboere. Roskilde Kommunes nye plejecenter med 104 boliger skaber en tryg ramme om tilværelsen for beboergruppen, der primært er borgere med demens, men også borgere i rehabilitering og palliativ pleje på hospice. Projektet er et godt eksempel på, hvad fremtidens plejecenter kan præstere, og både kommune, centerledelse og rådgiverteamet er stolte af resultatet.
Det 10.000 kvadratmeter store byggeri er udviklet ud fra visionen om at blive Nordeuropas bedste plejecenter for borgere med demens. Således er samtlige løsninger – fra byggeriets placering til den enkelte bygningsdetalje i boligen – designet med henblik på at imødekomme de særlige behov, der knytter sig til et plejecenter, der skal rumme bomiljø, fællesarealer, arbejdsgange og gæsteforhold. Blandt andet er sanselig wayfinding integreret i en række skræddersyede indretningsløsninger, der spiller sammen med den nyeste velfærdsteknologi.
Hyrdehøjs placering sikrer nærhed til både by og natur. Der dannes en bygade mod nord ved Hyrdehøjcenteret med en ny forbindelse med gang- og cykelstier, staudebede og bænke, der skaber et nyt byrum. Mod syd åbner Hyrdehøj sig ud mod det store fredede landskab. Naturen kan nydes indefra eller opleves under åben himmel, da alle boliger har adgang til gårdhave, altan eller terrasse ligesom der ude i terrænet anlægges gangstier og opholdslommer. Arkitektur og landskab skaber i forening et inviterende bomiljø, der tilgodeser de specifikke behov hos den enkelte beboer, medarbejdere, pårørende og samtidig giver adgang til fællesskab, tilbud og aktiviteter.
Cubo har gennem en lang række projekter til plejesektoren været med til at definere standarden for moderne byggeri for plejekrævende borgere – herunder boliger til borgere med demens. Med universelt design tænkes kvaliteter som tilgængelighed, hjemlighed og ligeværd ind fra projektets start og får indflydelse på de arkitektoniske valg.
Oplev Hyrdehøj på nærmeste hold, når centerleder Vinni Lau Rasmussen viser rundt på stedet: