30. januar 2023

Hejmdal: Transformation af transformationen
Cubo var i sin tid udførende arkitekt for Gehry Partners og varetog projekteringen og byggeriet af Hejmdal, der har huset rådgivningscenter for Kræftens Bekæmpelse. Rådgivningscentret er nu flyttet til Aarhus Universitetshospital i Skejby og Forskningsfondens Ejendomsselskab FEAS har overtaget bygningen. Cubo har omdannet Hejmdal til møde- og konferencecenter og nu står den re-transformerede bygning klar.
Den helt særlige og unikke stemning i Gehrys oprindelige design er bevaret. Alle materialer og overflader er intakte, dog har enkelte renoveringer har fundet sted. Eneste markante ændring er nedlæggelsen af parterreplanets kontorarealer, hvor der i stedet er skabt rum til større forsamlinger.
Hejmdal som konferencecenter er helt specielt, da alle bygningens tre etager kan udnyttes optimalt til formålet. Stueplanet agerer ankomstrum, hvor det rummelige pauseareal med køkkenfaciliteter inviterer til ophold og spisning. På førstesalen kan de forskellige møderum, oprindeligt inddelt i forskellige størrelser, genbruges og de mange små nicher bruges til mindre opholds- og gruppezoner. Parterreplanet vil udgøre det egentlige fælles konferenceområde, hvorfra der er udgang til den amfi-teatralske trappe, der som en del af haveanlægget kan tages i anvendelse hvis vejret tillader det.