
Håndværkskollegiet: DGNB Diamant, Podcast og seks hjerter i Politiken
Håndværkskollegiet i Horsens blev afleveret i slutningen af 2023 og tog imod de første beboere i marts i år. Nu modtager kollegiet en særskilt udmærkelse i form af DGNB Diamant. Udmærkelsen gives i tillæg til byggeriets eksisterende DGNB Guld-certificering. DGNB Guld gives til byggerier, der tager væsentlige hensyn til miljømæssig, social og økonomisk bæredygtighed. DGNB Diamant er et redskab til at evaluere den samlede arkitektoniske vision og skabe et fælles sprog for byggeriets centrale arkitektoniske elementer og kvaliteter – alt sammen i et bæredygtighedsperspektiv
Fra evalueringen lyder det blandt andet:
”Smuk strategi der understreges i formen fra den store skala og helt ned i detaljen. Stor skønhed i det ‘indvendige’ uderum mellem bygningerne med flotte materialer, som både i detalje og materialitet er smukke i mange år.
Samlet set vurderes Håndværkskollegiet at have værkkarakter; det er et referencebyggeri og et eksempel på, hvor betydningsfulde bygherrer er for den fortsatte udvikling af det danske håndværk. Det er et eksempel på et nybyggeri, der tager alle parametre med i den tvingende nødvendige omstilling mod et mere bæredygtigt byggeri”
Vi er naturligvis meget stolte af certificeringen – DGNB Diamant er kun uddelt få gange i Danmark.
Læs mere om udmærkelsen af Håndværkskollegiet på brffonden.dk
Seks hjerter i Politiken
”Det er ganske enkelt et af landets mest attraktive kollegier. Med god grund”.
Sådan lød overskriften i Politiken den 23. oktober, hvor Håndværkskollegiet fik topkarakterer i form af seks hjerter ud af seks mulige. Vi takker for den flotte anmeldelse.
Hvis du er abonnent, kan du læse artiklen på politiken.dk
’Danmarks vildeste kollegie’
Ane Cortzen og Danske Tegl lagde vejen forbi Horsens til en snak med Sune Nielsen, der er arkitekt og partner hos Cubo.
“Håndværkskollegiet er et fascinerende og imponerende bygningsværk med et væld at lækre og unikke løsninger som alle tjener det formål at inspirere den nye generation af håndværkere der bor på kollegiet. Douglas kernetræ, forbandter du ikke vidste fandtes og en helt særlig tilgang til at få de unge mennesker til at interagere.”
Lyt med og bliv klogere på de mange håndværksmæssige udfordringer og -løsninger i podcasten Radio Tegl.
Podcasten ’Danmarks vildeste kollegie’:
Radio Tegls hjemmeside
Spotify
Podimo
Apple Podcasts
Du kan også læse mere om arkitekturen bag Håndværkskollegiet her på hjemmesiden