
Dansk Talentakademi vundet
Cubo har vundet projektkonkurrencen om opførelse af et nyt DTA Campus i Holstebro. Konkurrencen blev udskrevet af Holstebro Kommune i samarbejde med Dansk Talentakademi, Færchfonden og Realdania. Den nye bygning for DTA vil være med til at udfolde det store potentiale som findes i området ved Storåen i Holstebro. Byens nye kulturelle kerne er blevet skabt omkring Musikteateret, Balletskolen og »Black Box Theatre«, og byen vil med det nye Dansk Talentakademi få et helt nyt og ungdommeligt kraftpotentiale.
Fra dommerbetænkningen:
»… forslaget skaber på bedste vis en optimal og brugbar ramme for DTA. Forslaget fanger på fin vis ›ånden i DTA‹, som værende et levende sted med store rummelige variationer og materialemæssig rå værkstedskarakter. Samtidig indskriver huset sig på en flot måde i området med referencer til Holstebros brede anvendelse af tegl i form af en moderne, skarp og velproportioneret bygning.«
Fra Pressemeddelsen:
Projektchef Lars Autrup fra Realdania:
»Cubo Arkitekter løser på fornem vis den arkitektoniske udfordring, som campusbyggeriet stiller. Det nye campus får på den ene side den åbenhed, som gør det til et dynamisk, levende samlingssted, og på den anden side er det også et bosted med kollegier, hvor der skal være plads til ro og privatliv. Og ikke mindst er det en vigtig pointe, at campusbygningen åbner sig i retning af byen og derved bliver en naturlig del af bylivet.«
Cubo er holdets arkitekt og totalrådgiver, Midtconsult er ingeniør, og Preben Skaarup har stået for landskab.