
Arkitekturpris til Vonsild Sognehus
Vonsild nye Sognehus samler moderne og klassiske elementer i det historiske kirkemiljø i Vonsild. Projektet er netop blevet tildelt Kolding Kommunes Arkitekturpris for ”en smuk og enkel arkitektur, der elegant bidrager til en ny sammenhæng omkring Vonsild Kirke”.
Sognehuset ligger i umiddelbar tilknytning til C.F. Hansens klassicistiske kirke fra 1824. Med en fritliggende enkel længe placeret vinkelret på kirkens akse, underlægger huset sig det omkringliggende miljø med en tilbagetrukken placering. Bygningen samler alle funktioner under ét tag og danner ramme om sognehusets mange besøgende og aktiviteter.
Arkitekturens samlende element er en åben loggia der skaber et overdækket forløb direkte til kirken, og samtidig danner skaber et attraktivt opholdsrum i det fri. Loggiaen samler sognehuset i en serie af indre rum hvori de gennemgående materialer former en varm stemning med lyse træoverflader og hvid fiberbeton.
Det er den anden arkitekturpris, Cubo modtager i forbindelse med Arkitekturens Dag 2020. De to samlede projekter, Hærvejsbroen og Midtbyens Gymnasium, modtog for få uger siden Arkitekturens Pris i Viborg.
Læs mere om Vonsild Sognehus.
I spidsen for bedømmelsesudvalget står formand for Plan-, Bolig- og Miljøudvalget i Kolding Kommune, Birgitte Kragh og Stadsarkitekt Michael Pagaard Madsen. I begrundelsen for præmieringen lyder det blandt andet: “Det er som udgangspunkt en svær opgave at bygge noget til en meget sluttet form, som kirker jo ofte er.(…) Denne enkle bygning gør brug af klassiske arkitektoniske elementer som søjler, der taler godt sammen med kirkens traditionelle form. Det er et meget gennemført byggeri – der er gjort mange overvejelser om både grundens givne forhold og de arkitektoniske virkemidler, som det er lykkedes at arbejde sammen til en smuk og harmonisk helhed.”
Læs den fulde begrundelse for præmieringen og mere om Kolding Kommunes Arkitekturpris her