
Åbent Hus på
Soldalhus i Sindal
I sidste uge var der Åbent Hus på Soldalhus, det nye plejecenter i Sindal, der nu står færdigt og klar til indflytning. Flere hundrede besøgende var mødt op.
”Vores ønsker til og drømme om, hvad det her nye center skal indeholde, er løbende vokset, og nu står vi med et superlækkert nyt ældrecenter. Det var en fornøjelse at møde så mange engagerede borgere, som fik et førstehåndsindtryk af dette fantastiske projekt.”
-Claus Mørkbak Højrup, formand i Sundheds-, Ældre- og Handicapudvalget og formand for bygherreudvalget i Hjørring Kommune
Soldalhus indeholder 96 plejeboliger, herunder både almindelige plejeboliger, skærmede enheder til demensramte samt midlertidige boliger. Derudover vil centret rumme en sygeplejeklinik, aktivitetscenter og genoptræningsfaciliteter samt en helt ny café, drevet af borgere med nedsat fysisk og/eller psykisk funktionsevne, der vil blive et unikt socialt samlingssted i hjertet af Soldalhus.
Det nye ældrecenter er ca. 10.000 kvm og erstatter Vendelbocenteret i Sindal og ældrecentret Smedegården i Bindslev.