
Studiestartsfestival på Håndværkskollegiet
Forleden var der studiestartsfestival på Håndværkskollegiet i Horsens, hvor omkring 800 nye studerende fra erhvervsuddannelserne i Horsens, Aarhus og Vejle blev fejret med bådrace, DJ, foodtrucks, tryllekunstnere, stand-up og aktiviteter, der samlede unge på tværs af fag og byer. Festivalen – den første af sin slags – markerer en vigtig hyldest til de unge, der har valgt en erhvervsuddannelse.
Forstander Jens Peter Schou understregede betydningen: ”Vi håber, at de oplever samhørighed og fællesskab. Og at de ranker ryggen og er stolte af, at de er gået i lære.”
Også eleverne selv mærkede effekten. 16-årige Emil Lund Jørgensen, der mødte nye venner under festivalen, sagde: ”Den får en 10’er. Jeg har fået mange nye venner i dag.”
Kollegiets gårdrum, fællesfaciliteter og udeområder fungerede som naturlige rammer for fællesskab og aktiviteter. De fleksible og robuste rammer giver plads til både store arrangementer og hverdagsliv og understøtter kollegiets rolle som et socialt og fagligt samlingspunkt.
Studiestartsfestivalen viste, hvordan Håndværkskollegiet er mere end blot et sted at bo: Det er et aktivt kraftcenter, der styrker fællesskab, faglig stolthed og netværk blandt erhvervsskoleeleverne i regionen. At se huset fyldt med liv, energi og nye relationer understreger værdien af gode rammer.
Mere om arkitekturen bag Håndværkskollegiet i Horsens
Fotos: Frame & Work