28. maj 2025

Første spadestik til Stórubrekka plejecenter ved Thorshavn

Tirsdag den 27. maj blev første spadestik taget til det nye Stórubrekka plejecenter i det nordlige Thorshavn. Det var Tórshavns borgmester, Elsa Berg, der havde æren af at føre den ceremonielle ’Haki’, et traditionelt færøsk redskab, der bruges i landbruget og i det klippefyldte underlag. Bárdur Johannesen er projektleder på byggeriet og var med til at markere starten på byggeriet.

Sammen med den færøske tegnestue EYA Arkitekter, har Cubo vundet opgaven med at skabe et moderne plejecenter, der kombinerer traditionelle færøske byggeskikke med nutidige behov for funktionalitet og tilgængelighed. Det nye plejecenter indrettes med 64 plejeboliger og bliver opført på klippegrunden med storslået udsigt og natur på begge sider.

Ud over plejeboligerne omfatter byggeriet også træningsfaciliteter, et aktivitetscenter og 16 boliger for ældre med mindre plejebehov.

Træ, tryghed og tilgængelighed

Træ er det gennemgående materiale i byggeriet og viderefører den færøske byggetradition. Indvendigt vil lyst træ, rolige farver og varm belysning skabe en hjemlig og tryg atmosfære. Bygningen organiseres som en sammenhængende klynge af mindre huse inspireret af færøske landsbyer – med små opholdsrum, gårdrum og haver.

En bygning skabt til hverdagsliv

Med fokus på genkendelighed og nærhed til omgivelserne skal plejecentret være et indbydende sted at leve. Nem adgang til fællesarealer og overskuelige rammer skal understøtte både beboere og personale i hverdagen.

Byggeriet dækker ca. 9000 m² og står færdigt omkring årsskiftet 2027/2028.

Læs mere om det kommende plejecenter