7. oktober 2021

Søhesten vinder
Aarhus Kommunes Arkitekturpris

Byggeriet Søhesten ved Godsbanearealet, er blevet præmieret af Aarhus Kommune.

”Cubo har med et stærkt arkitektonisk greb, formået at skabe en veldisponeret, stærkt overbevisende og omhyggelig sammensætning af volumener, med en markant bearbejdning af hjørner samt et fald, der trækker os ud mod Ådalen.

Der er forskellige typer af boligstørrelser, alle med adgang til de fælles tagterrasser – et greb, der giver en variation i boligerne og et smukt kig ud over byen, bakkerne og Ådalen. Vi har også at gøre med byggeri, der tager vare om den sociale dagsorden, som er væsentlig for Aarhus Kommune – at vi kan tilbyde boliger, der er prismæssigt tilgængelige, men stadig har en høj kvalitet.

Når vi præmierer dette byggeri, skyldes det den høje kvalitet, at det indskriver sig i byens rum og at det forbinder sig til det store landskab.” – Anne Mette Boye, Stadsarkitekt, Aarhus Kommune

Navnet ’Søhesten’ kommer af, at byggeriet ovenfra ligner en søhest; en kæde af bygningskroppe, der forskyder sig både vertikalt og horisontalt og nærmest smyger sig langs den smalle byggegrund i krydspunktet mellem byen og Ådalens grønne enge, der strækker sig mod Brabrand og Årslev Engsø.

Søhesten markerer sig med ti etager mod Carl Blochs Gade og ’nedtrapper’ herfra til tre etager mod syd. På alle tage er der tagterrasser med sol og fantastisk udsigt.

Se flere billeder og læs mere om projektet