
Skanderborg Trailcenter indviet
Lørdag 16. november blev det nye Trailcenter Skanderborg indviet, et nyt mødested til outdooridræt beliggende mellem Anebjerg Skov og Fælledens mange øvrige idrætsfaciliteter.
Godt 400 fremmødte deltagere fik mulighed for at se og høre om trailcentret og prøve de mange idrætsaktiviteter, som stedet byder på.
Cubo har designet trailcentret som et samlingssted, hvor naturen og fællesskabet er i fokus. To forskudte træbygninger danner rammen, bundet sammen af en overdækket terrasse. På taget findes en træningstrappe og en startrampe direkte til den store og alsidige MTB-teknikbane, der åbnede sidste år.
Skanderborgs borgmester Frands Fischer glæder sig over det nye samlingspunkt i naturen:
– Vores nye trailcenter bliver et kæmpe aktiv for friluftslivet, uanset om man vil cykle, løbe, vandre eller noget helt fjerde. Trailcentret har en fantastisk placering og kommer til at spille godt sammen med de faciliteter og idrætsaktiviteter, vi har på Fælleden.

Trailcenter Skanderborg bliver et nyt samlingssted, hvor brugere på tværs af aktiviteter kan mødes og dele oplevelser, uanset om man er til cykling, løb, vandreture og udendørstræning.
Centret er opført i samarbejde med entreprenør John A. Laursen for Skanderborg Kommune med støtte fra Nordea-fonden og Lokale og Anlægsfonden.