24. juni 2020

Nye boliger på Godsbanen

Søhesten er navnet på de almene boliger, der er under opførelse ved Godsbane-arealerne i Aarhus. Projektet skrider planmæssigt fremad, og et velbesøgt rejsegilde i sidste uge markerede, at de 140 nye boliger er godt på vej. Rejsegildet blev afholdt på bebyggelsens øverste etage i solskin og med smuk udsigt over byen.

Foruden boliger vil Søhesten også rumme en række faciliteter, der skal understøtte det lokale fællesskab blandt beboere og samtidig medvirke til, at Søhesten vokser sammen med det omkringliggende kvarter og bidrager til et aktivt og inkluderende bymiljø. Blandt andet et stort fællesrum med central og tilgængelig placering i gade-niveau.

Projektet er nu nået så langt, at man kan se den rødlige teglspån, der vil beklæde de fremtidige boliger. Husene forskyder sig både horisontalt og vertikalt – fra et tre-etagers hus længst inde på Godsbane-arealet til kulminationen med det ti-etager høje hus mod Søren Frichs Vej, Tagene på de enkelte dele udgør fælles tagterrasser og fra de øverste gives et udsøgt vue ud over byen.

Boligerne opføres for Boligforeningen Ringgården af et team bestående af totalentreprenør Byggefirmaet Knudsgaard, Cubo Arkitekter og Tri-Consult ingeniører .

Læs mere om projektet her

Foto | Morten Schriver, Byggefirmaet Knudsgaard