VikingDanmark arbejder med kvægavl og rådgivning omkring reproduktion, smittebeskyttelse, og generelt med at levere det bedste avlsmateriale til dansk landbrug.
Vikings domicil er indpasset som en ny hovedbygning på Koldkærgård, der supplerer de eksisterende udbygninger på den gamle store proprietærgård. Domicilet er formet som en række bygningslænger, sammensat i en etage, til en stor åben plankomposition. Små udskæringer i planen til servicefunktioner, mødelokaler og lysgårde møblerer planen og er indpasset for det nødvendige dagslys. Det sammenhængende kontorlandskab suppleres af smukke rekreative omgivelser, med park og udearealer tæt på medarbejderne.