Det nye byggeri på fem etager til Steno Diabetes Center Sjælland og Region Sjællands lægeuddannelse integreres direkte med eksisterende bygningsmasse og kælderniveauer og følger de overordnede principper for den samlede hospitalsudbygning.
Bygningen rummer to funktioner med en fælles foyer som omdrejningspunkt og en klar opdeling i dedikerede arealer: Steno Diabetes Center placeres i de to nederste etager, mens lægeuddannelsen fordeler sig på de tre øverste. Disponeringen understøtter synergien mellem behandling, forskning og uddannelse, som tilsammen danner grundlaget for det samlede hospital.
Hovedindgangen er sydvendt og let tilgængelig fra den store parkeringsplads. Vindfanget er trukket tilbage, og bygningens geometri skaber en naturlig overdækning, der giver ly fra vind og vejr. Den offentligt tilgængelige del af diabetescentret er nem at finde og let at tilgå.
Den arkitektoniske bearbejdning sikrer sammenhæng mellem nybyggeri og eksisterende strukturer -både funktionelt, logistisk og æstetisk.