Nyborg Gymnasium –
Den nye undervisningsbygning på Nyborg Gymnasium er skabt som en integreret del af den eksisterende campus og viderefører stedets materialitet og arkitektoniske udtryk med velproportionerede facader i gul tegl kombineret med lette partier i aluminium og glas. Bygningens koncept består af tre markante volumener, der bindes sammen af åbne fællesarealer med varierende rumlig karakter. Denne opdeling skaber et dynamisk læringsmiljø, hvor både mindre grupper og større fællesskaber kan udfolde sig.
De forskudte niveauer følger resten af campus, så der sikres niveaufri adgang på alle etager. Tilgængelighed og universelt design har været styrende for planlægningen, hvilket skaber lige muligheder for alle brugere. De indvendige fællesrum er organiseret med balkoner, nicher og uformelle opholdszoner, som understøtter gruppearbejde, koncentration og sociale møder.
Store glaspartier og ovenlys trækker dagslys dybt ind i bygningen, mens visuelle kig mod de omkringliggende udearealer skaber en tæt forbindelse mellem inde og ude. Fra syd- og vestvendte terrasser åbner bygningen sig mod campus og tilbyder fleksible rammer for læring under åben himmel. Variation i rumhøjder, forskydninger og proportioner giver huset en menneskelig skala og en levende rumlig oplevelse.
Helhedsindtrykket er et moderne undervisningshus, der både forankrer sig i Nyborg Gymnasiums arkitektoniske kontekst og styrker det sociale og faglige fællesskab på campus. Bygningen fremstår som en selvstændig tilføjelse, der bygger videre på principperne fra den eksisterende science-bygning og bidrager med fleksible rammer for fremtidens undervisning.