LEGO® Kornmarken Campus

LEGO Koncernen har udvidet sit globale hovedsæde i Billund med åbningen af Kornmarken Campus – virksomhedens første innovationscenter for produktion. Det nye byggeri på 47.000 m² er skabt med fokus på innovation, kreativitet og samarbejde og skal understøtte virksomhedens fortsatte vækst og internationale udvikling. Kornmarken Campus bliver arbejdsplads for cirka 1.800 medarbejdere. Ingeniørarbejde, kvalitet og produktion vil her udvikle, teste og skalere nye produktionsteknologier.

Bygningskomplekset rummer moderne kontorarbejdspladser, fleksible mødefaciliteter, kantineområder samt avancerede laboratorier, værksteder og testfaciliteter. Sammen med den tilstødende fabrik udgør det 47.000 m² store campus et samlet topmoderne anlæg på 100.000 m². I forbindelse med byggeriet er der anlagt et organisk udformet stisystem – en offentligt tilgængelig ”playline” – som slynger sig gennem de nyanlagte parkeringsområder og det grønne, parklignende landskab frem mod hovedindgangen.

Bæredygtighed har været en integreret del af designet og opførelsen af Kornmarken Campus. Med ambitionen om LEED Platinum-certificering omfatter byggeriet energieffektive løsninger, vedvarende energiforsyning, regnvandshåndtering og tiltag, der skal styrke både samspillet med naturen og understøtte et sundt indeklima. Den 22.000 m² store trækonstruktion er med til at reducere bygningens miljøaftryk ved at lagre CO₂ i konstruktionen.

Den nye LEGO Kornmarken Campus bygger på et stærkt arkitektonisk koncept, hvor inspiration fra strukturen i de eksisterende produktionsfaciliteter, kombineret med legende elementer, skaber en overraskende og rationel arkitektur. Produktionsanlæggets gennemgående akse videreføres i de nye testfaciliteter og munder ud i hjertet af det nye bygningskompleks, et nyt atrium, der også fungerer som ankomst og fordeling til kompleksets øvrige funktioner; kontorer, mødecenter, laboratorier og værksteder, samt kantine. Atriet er stedet, hvor medarbejdere mødes, skoleklasser starter deres rundvisninger og vil også fungere som venteområde for gæster.

Udformningen af projektet tager hensyn til den fortrolighed og sikkerhed, der er forbundet med arbejdet i udviklings- og testfaciliteterne, og fra de lyse kontorområder er der udkig til de grønne gårde, der er integreret i designet. Det nye kompleks karakteriseres af en tæt kontakt mellem kontorer, testfaciliteter og værksteder, hvor flow og fleksibilitet er nøgleord i designet, der afspejler LEGO Koncernens værdier.

Det samlede byggeri har et markant og let aflæseligt udtryk, udvendigt såvel som indvendigt, hvor funktionerne i bygningen kommer til udtryk i den arkitektoniske bearbejdning. Det har været et grundlæggende designparameter at skabe en smuk og funktionel campus, der understøtter den stærke og velkendte LEGO® DNA. Derfor indgår de ikoniske LEGO klodser naturligt i designet, hvor især den varme gule farve fra klodserne er anvendt i byggeriets farvesætning, på facader og i interiøret. Blandt de særlige kendetegn er en 25 ton tung rød 2×4 LEGO klodsinstallation placeret i atriet. Installationen danner ramme om fortællingen om de historiske støbeforme, som forbinder årtiers ingeniørmæssige ekspertise med fremtidens innovation.

Fotos: ©2026 LEGO Koncernen

BYGHERRE
LEGO System A/S
ARKITEKT
Cubo Arkitekter
LANDSKABSARKITEKT
Schønherr
INGENIØR
Rambøll Danmark
BRUTTOAREAL
47.000 m²
INDVIET 2026