Dansk Talentakademi
Campus

Holstebros kulturelle kerne er blevet skabt omkring Musikteatret, Black Box Theatre og Det Kgl. Teaters Balletskole og har med Dansk Talent Akademi fået et nyt og ungdommeligt kraftpotentiale. Dansk Talentakademi er en kunstskole for unge mellem 16 og 25 år med undervisning på højt niveau indenfor retningerne Dans, Film, Forfatter, Kunst & Design, Musical & Teater og Musik, og forbereder eleverne til optagelsesprøver på længerevarende kunstneriske uddannelser.

DTA Campus er rammen for store dele af undervisningen og rummer derudover 29 studieboliger med plads til 44 elever. Bygningen, som indeholder administration, kollegieværelser, multisal, værksted, loungeområder og studierum, er formet som en kube med nederste del let forskudt, så den umiddelbart lukkede, kubiske form åbnes mod de omgivende bygninger og byrum – en åbning der også understreges af stueetagens glasfacade.

Indvendigt fremstår huset lyst, uhøjtideligt og imødekommende med en råhed, der appellerer til kreativitet og social interaktion. Det bæ­ren­de indretningsprincip er defineret ud fra ønsket om maksimal flek­si­bi­li­tet – et robust og enkelt hus med minimale bindinger imellem tekniske in­stal­la­tioner og hovedkonstruktioner.

Det arkitektoniske udtryk forholder sig respektfuldt til byens historie. Den karakterfulde facade med rød teglbaguettes tilfører et både moderne og ungdommeligt udtryk, der samtidig viser klare referencer til både kedelbygningen og den gamle bymidte. Den sprøde karakter giver samtidig mulighed for at arbejde med en varierende lyssætning, der om aftenen vil binde stedet sammen med musikteatret og derved føje endnu et visuelt element til kulturlivet ved åen.

Kort

BYGHERRE
Holstebro Kommune og Dansk Talentakademi
ARKITEKT OG TOTALRÅDGIVER
Cubo
LANDSKABSARKITEKT
Preben Skaarup
INGENIØR
Midtconsult
INDVIET 2018
Konkurrence vundet 2015
BRUTTOAREAL
1865 m2
PRÆMIERET AF HOLSTEBRO KOMMUNE 2018