26 august 2025

Omvisning på Vrå Udstillingen

Mød fagfæller og oplev stedets potentiale på udstillingens sidste dag, hvor der inviteres der til åben omvisning med arkitekt og medstifter af Cubo, Lars Juel Thiis, og billedkunstner Karen Gabel.

Begge er udstillende medlemmer af Vrå Udstillingen og vil præsentere egne værker samt give indblik i udstillingens tematik HERFRA, der undersøger det stedbundne og lokale som afsæt for arkitektur og kunst.

Omvisningen finder sted i Kunstbygningen i Vrå, Højskolevej 3A, søndag den 31. august kl. 14. Arrangementet er gratis efter betalt entré.

Vrå Udstillingen er en kunstnersammenslutning i Nordjylland, hvor nogle af Danmarks mest anerkendte kunstnere og arkitekter udstiller side om side. Udstillingen, der finder sted hvert år i august, er kendetegnet ved kontinuerlig fornyelse og inddrager løbende gæsteudstillere for at give plads til nye stemmer.

Læs mere på kunstbygningenvraa.dk

Foto: Følle Strandgaard, tegnet af Cubo.