
Når fortid møder nutid på Nyborg Slot
– en podcast om mursten, tagsten og håndværkstraditioner
Lyt med når partner Lars Juel Thiis formidler sin viden og erfaringer om det igangværende restaureringsprojekt af Nyborg Slot i Danske Tegls podcast RadioTegl »Når fortid møder nutid på Nyborg Slot«. Her fortæller Thiis om projektets historie, om inspiration, de arkitektoniske udfordringer og overvejelserne omkring udvælgelsen af teglen.
Show notes:
Det igangværende projekt, der vil restaurere, tilbygge og nybygge Nyborg Slot for 301 millioner, er det største af sin art i Danmark i nyere tid. Og det er bestemt ikke uden store udfordringer, når man skal restaurere en bygning, som kan dateres tilbage til 1100-tallet, og som der siden hen er bygget videre på i mange omgange. Der er mursten, tagsten og håndværksmæssige traditioner fra forskellige århundreder, som nu kommer til ære og værdighed igen. Hør arkitekterne Lars Juel Thiis fra Cubo og Mette Viuf Larsen fra VMB Arkitekter fortælle om arbejdet. Vi møder også håndstrygerne, Leif Christensen og Nikolaj Thomsen, fra Volstrup Teglværk, som har håndstrøget de 11.500 tagsten, som i øjeblikket bliver lagt på slottets tag.