
Ny logistikfunktion til Viborg Hospital
Cubo har vundet konkurrencen om at skabe Viborg Hospitals nye logistikcenter.
Bygningen bliver opført på Trekantsgrunden foran hospitalets hovedindgang og vil blive en væsentlig del af hospitalets logistiske drift.
Selve logistikfaciliteterne placeres i kælderniveau i forbindelse med hospitalets akutcenter, hvor de vil blive afskærmet af en overdækning, som samtidig udnyttes til parkeringspladser. Alt er designet til at støtte en optimal logistikløsning, hvor funktionalitet, tilgængelighed og bæredygtige løsninger går hånd i hånd.
Mod syd, hvor grunden ender i en spids, etableres der et større relief, der markerer ankomsten til hospitalet og samtidig fungerer som byport og grønt opholdsområde.
-Det er en vigtig del af projektet, at det tilgodeser bæredygtighed. Både i forhold til korrekt affaldshåndtering og sortering, arbejdsmiljø for medarbejderne og det omliggende miljø. Både i forhold til udseende, støj og grønne områder.
– Anders Kühnau, formand for regionsrådet i Region Midtjylland
Det grønne tag over varegården bliver en frodig oase fyldt med stauder og urter, der fremmer biodiversitet og skaber et smukt landskab. Taget bliver ikke kun et æstetisk element, men også et habitat for insekter og fugle, der bidrager til et levende økosystem. At kigge ned på det grønne tag fra de omkringliggende bygninger bliver som at betragte en farverig, levende have midt i byens travlhed.
Værnet, der definerer overgangen og kanten af huset, bliver et vigtigt arkitektonisk element, der følger husets tag med dets bløde former. Bygningens øvre design vil harmonere med det omgivende grønne landskab og parkeringsområdet, og samtidig fremstå som en kontrast til den funktionelle struktur.
Byggeriet integreres således harmonisk i det omgivende bymiljø med respekt for det eksisterende hospitals arkitektoniske udtryk på den markante grund.
MT Højgaard står i spidsen som totalentreprenør, Cubo har tegnet, Sweco er ingeniør og Arkplan har ansvaret for landskabsbearbejdningen. Det nye byggeri forventes at være færdigt i begyndelsen af 2026.