
Kirkekunst i samtiden – ny udstilling i Vrå
Kunstbygningen i Vrå åbner lørdag den 6. september dørene til SYNLIG/USYNLIG – kirkekunst i samtiden. Udstillingen undersøger, hvordan samtidskunst møder kirkerummet, symboler og troens billeder i en tid, hvor kirken både fungerer som spirituelt rum og socialt mødested.
Lars Juel Thiis, medstifter af Cubo og leder af Akademirådets udvalg for kirkekunst, medvirker som medkurator og introducerer udstillingens baggrund.
“Fornyelsen af folkekirken gælder også selve kirkens rum. Og kirkerummets kunstneriske udsmykning er en integreret del af denne kontinuerlige fornyelse, både i vores gamle middelalderkirker og i helt nyopførte kirker. Kirkerummet skal følge med tiden, vel og mærke med den smukke kulturhistoriske ballast intakt i kirkens stemning, form og materialer.”
– Lars Juel Thiis
Udstillingen samler fire billedkunstnere; Lea Porsager, Christian Lemmerz, Tina Maria Nielsen og Peter Callesen og to arkitektteams, Mette Viuf/MVB og Maali/Lalanda. Publikum kan opleve, hvordan kunstnere og arkitekter arbejder med skitser, forarbejder og processer frem mod færdige kirkekunstværker, og hvordan disse bidrager til kirkens samtidsrelevans.
Ferniseringens program inkluderer velkomst ved Signe Højmark, leder af Kunstbygningen, åbningstale af biskop Thomas Reinholdt Rasmussen, introduktion af Lars Thiis og musik af Cort Lunte, der skaber elektroakustiske fortolkninger af natur og kultur. Der serveres forfriskninger og snacks.
Udstillingen varer til 19. november, og den 28. september udvides den med performance og installation af Inga Gerner Nielsen, Scivias Contemporary.
Læs mere på kunstbygningenvraa.dk
Billede: Line of Descent
kunstner: Tina Maria Nielsen
foto: Anders Sune Berg