
Jelling Sognehus præmieret
Jelling Kirkes nye sognehus er blevet præmieret med Vejle Prisen. Prisen er en del af Vejle Kommunes arkitekturpolitik, som led i at skabe interesse og forståelse for arkitektonisk kvalitet.
Byrådet har valgt at anerkende sognehuset med både diplom og plakette til indmuring på bygningen. Plaketten uddeles kun til særligt gode eksempler på arkitektur, der tjener som inspiration til kommunens arkitekturpolitik.
Begrundelse for udvælgelse:
»Menighedshuset er fint tilpasset husrækken og er et åbent og imødekommende sted, som byder borgerne velkommen. Store vinduespartier mod monumentområdet skaber sammenhæng mellem kirke og sognehus. Samtidig giver det mulighed for at man kan se hvad der foregår inde i bygningen.
Sognehuset er beklædt på facade og tag med en spændende beklædning bestående af ophængt tegl. Fin detaljering samt spændende farve- og materialevalg.«