
Inkluderende fitnesscenter på Bornholm tager første spadestik
Viking Atletiks nye rummelige fitnesscenter i Rønne tager første spadestik. Bornholms største idrætsforening med næsten 1000 brugere er en del af kampagnen ”Fitness for alle”, der har til formål at skabe optimale rammer for at tage ligeværdigt imod alle brugere og motivere til idræt, ophold og fællesskab – også for mennesker med eventuelle bevægelseshandicap. Det løses blandt andet ved at skabe et træningsmiljø med god plads, niveaufri adgang og lyse, stemningsfulde rum.
Cubo er tilknyttet projektet som totalrådgiver, og vi skaber – i tæt samarbejde med bygherre og brugere – et sted, der bliver et foregangseksempel på, hvordan det traditionelle foreningsbaserede fitnesscenter kan genopfindes og sætte nye standarder. De næsten 500 m2 nye faciliteter i Rønne vil fremstå inviterende med en uhøjtidelig atmosfære, hvor inklusion og fællesskab er nøgleordene. Centeret forventes at står klar til brug medio 2021.
Kampagnen ”Fitness for alle” er støttet af et partnerskab bestående af Realdania, Lokale & Anlægsfonden, Danske Handicaporganisationer, DIF, DGI, Parasport Danmark, Bevica Fonden og Bevæg dig for livet – Fitness.
Projektet i Rønne gennemføres i et samarbejde mellem Viking Atletik, DH Bornholm Handicapidræt Bornholm, Parasport Danmark Bornholm og Bornholms Regionskommune.
Projektet ligger i naturlig forlængelse af Cubos mange arbejder med inklusion, tilgængelighed og bevægelse – f.eks. Handicaporganisationernes Hus, Egmont Højskolens Vandhalla, Springcenter Nærheden, Nordkraft i Aalborg og Kontordomicil Universitetsgaten i Oslo.