1. maj 2023

Cubo vinder plejehjem på Færøerne

Sammen med vores lokale samarbejdspartnere EYA Arkitekter, har vi netop vundet konkurrencen om at bygge et nyt plejecenter, der indrettes med 64 plejeboliger på klipperne ved Stórubrekka i det nordlige Thorshavn.

Træningsfaciliteter, aktivitetscenter samt yderligere 16 lejligheder til ældre med mindre plejebehov er også en del af den sammenhængende bygningsstruktur.

I dommerbetænkningen beskrives projektet med rosende ord:

”Vinderforslaget disponerer en klar, velorganiseret og velfungerende bygning, med hovedfokus på at designe plejehjemmet som en sammenhængende klynge af mindre huse, inspireret af traditionelle færøske landsbyer, hvor sammenkobling og bygning i forskellige højder og retninger skaber små opholdsrum, gårdrum og haver.”

Træ er næsten altid anvendt i traditionelt færøsk byggeri, og derfor bliver det også det gennemgående materiale i det nye plejecenter. Indenfor vil lyst træ, i kombination med rolige farvevalg og varm belysning, bidrage til et varmt, hjemligt og trygt miljø for beboerne.

Plejecentret skal være et indbydende sted at leve, og derfor skal bygningen være forankret og rodfæstet i nærområdet. Genkendelighed og tilgængelighed er således nøgleord for det kommende plejecenter, hvor der vil være nem adgang til fællesarealer og lettilgængelige løsninger fra plejecentrets sammenhængende klyngehuse.

Plejecenteret bliver højt beliggende med udsigt og natur på begge sider. Byggeriet er på samlet ca. 8500 m2 og forventes at stå færdigt i 2027.