2. september 2021

Cubo vinder anden etape i udvidelsen af
Thyhallen – Center for Sundhed

Cubo har sammen med Jakobsen & Blindkilde og Niras netop vundet konkurrencen om anden etape af udbygningen af Thyhallen, som blandt andet omfatter sundhedscenter og nyt ankomstområde.

Udvidelsen af Thy Hallen i Thisted bliver en smeltedigel af aktiviteter og samtidig egnens største idrætscenter. Med helhedsplanen skabes et moderne og regionalt center for livskvalitet gennem sundhed, bevægelse, fællesskab og kultur.

Center for Sundhed får en vigtig position som ankomstbygning, der vil fungere som indgang til områdets mange funktioner. Bygningen får en markant og funktionel udhængende 1. sal, der beskytter og overdækker hovedindgangen.

Center for Sundhed vil fungere som et folkeligt og åbent forsamlingshus med en mangfoldighed af brugere. Det er afgørende, at man let kan finde vej til de mange forskellige funktioner i huset. Samtidig er der tale om et eksisterende bygningskompleks, hvor den store bygningsdybde gør dagslysforholdene udfordrende. Derfor betones den fælles reception og adgangsvejen med et højtsiddende sidelys, der henter et smukt dagslys ned til de omkringliggende funktioner.

Cubo og Jakobsen & Blindkilde står også for ’Thyhallen I’, som er under opførelse med ny multihal, minihal og opgradering af eksisterende Hal A.