13. februar 2015

Cubo stifter rejselegat til Arkitektskolens bachelorer

Fra sommeren 2015 ønsker Cubo Arkitekter årligt at tildele en bachelor ved Arkitektskolen Aarhus et rejselegat på 10.000 kroner. Legatet skal gå til en studerende med »et åbenlyst arkitektonisk talent.«

– Vi vil gerne opmuntre dygtige studerende, der befinder midt i deres uddannelse. Forhåbentlig kan vi på den måde være med til at give dem lyst til at fortsætte på kandidatuddannelsen og videreudvikle sig rent fagligt, siger Ib Valdemar Nielsen, der er en af de i alt fire kandidater fra Arkitektskolen Aarhus, der i 1992 stiftede Cubo Arkitekter.
– Samtidig er det også et udtryk for, at vi gerne vil samarbejde, være i tæt kontakt og følge med I, hvad der foregår på skolen og optager de studerende. Det er med til at inspirere os rent fagligt, tilføjer han.

Ideen er, at de studerende på hver studieenhed på bacheloruddannelsen selv skal indstille to talentfulde studerende til prisen – på baggrund af de projekter de har udarbejdet i løbet af foråret. Cubo Arkitekter er med i den endelige vurdering af, hvem der skal modtage legatet. Tegnestuen motiverer og overrækker legatet ved bachelorernes afslutningshøjtidelighed i juni måned.