11. marts 2026

Cubo Prisen 2026

Stort tillykke til Alberte Bonefeld Rønde og Emilie Friis med Cubo Prisen 2026.

Prisen gives for et bachelorprojekt, der arbejder med transformationen af en tidligere teknisk skole i København Nordvest, som foreslås omdannet til et åbent og offentligt hus for kunstneriske og kreative fællesskaber med gallerier, værksteder, atelierer og fælles faciliteter. Projektet udmærker sig ved en præcis og undersøgende tilgang til transformation – og med en tydelig faglig glæde. I stedet for store og gennemgribende indgreb arbejder projektet med en serie af mindre, men betydningsfulde, arkitektoniske ”gestus”. Udgangspunktet er en nærlæsning af den eksisterende bygning – dens struktur, materialitet og rumlige potentialer – hvor spørgsmålet hele tiden har været: hvad skal bevares, hvad kan tilføjes, og hvad kan ændres for at skabe nye rumlige kvaliteter?

En central kvalitet i projektet er måden, hvorpå detaljen bruges som afsæt for arkitekturen. Dæk åbnes mellem etagerne, og udskårne betondæk genanvendes som trapper. Der opstår nye visuelle forbindelser og et langt rumligt kig gennem huset, og de nye rumlige oplevelser og funktioner etableres med stor respekt for den eksisterende struktur og karakter. Ved at flytte hovedindgangen og etablere en mere inviterende facade åbnes bygningen mod byen. Indvendigt organiseres huset med en klar graduering fra offentlige funktioner i stueetagen til mere rolige og fokuserede arbejdsrum på de øvre etager, så der skabes et hus, der både kan rumme fællesskab og koncentreret arbejde.

Projektet fremstår konceptuelt klart og arkitektonisk præcist. Det demonstrerer en stærk forståelse for transformation som disciplin og viser, hvordan relativt få og velovervejede indgreb kan give en eksisterende bygning nyt liv og nye betydninger. Med det undersøgende arbejde med arkitektoniske gestus referencer og den sikre formidling viser projektet et klart arkitektonisk talent og en tydelig faglig glæde.

Cubo Prisen uddeles hvert år til et bachelorprojekt fra Arkitektskolen Aarhus. Prisen gives til et projekt, der udviser et åbenlyst arkitektonisk talent – ikke alene i det færdige resultat, men også i den proces, nysgerrighed og faglige glæde, der driver arbejdet frem.