13. maj 2024

Transformation af Sengetårnet i Holstebro

Færchfonden har igangsat en analyse af den fremtidige anvendelse af den næsten 20.000 kvm. store Sengetårnsbygning i Holstebro bymidte. Sammen med Søren Jensen Ingeniører skal Cubo understøtte analysearbejdet.

Ambitionerne er store og kravene til bæredygtighed høje i det spændende byudviklingsprojekt, der skal omdanne det tidligere sygehus i midten af Holstebro til en ny bydel med gåafstand til banegård, gågade og kulturinstitutioner samt udsigt over Holstebro Lystanlæg.

Det er Arealudviklingsselskabet Sygehusgrunden som er ansvarlig for udvikling af området, hvor målet er, at størstedelen af det eksisterende byggeri på i alt 86.000 etagemeter beholdes og transformeres til nye formål.

”Det forestående analysearbejde giver os mulighed for at kortlægge Sengetårnets potentialer og egenskaber, hvor vi vil have et naturligt fokus på genanvendelighed af eksisterende byggemasse og -materialer.

Vi glæder os til komme i gang – ikke mindst fordi Arealudviklingsselskabet og Færchfonden har høje ambitioner om et bæredygtigt byudviklingsprojekt. Det betyder at vi som arkitekter kan bidrage til at hæve ’bæredygtigheds-barren’.

Vi er forberedte på en teknisk udfordrende opgave, men det er ikke første gang vi realiserer projekter der er meget ambitiøse når det kommer til bæredygtige transformationer.”
-Per Ravn, arkitekt og partner hos Cubo

Læs mere på færchfondens hjemmeside

Skitse: Dam & Dirckinck-Holmfeld Arkitekter, 1972