
Rejsegilde på Køge Kapel
Tirsdag 26. august blev der holdt rejsegilde for Køge Kapel, der rejser sig blandt gamle træer midt i byen, og som vil skabe en værdig ramme om begravelses- og bisættelsesceremonier.
Kapellet disponeres i tre hovedfunktioner: en ceremonisal, et personaleafsnit med værksted og en funktionsafdeling med kølerum, hvor de ceremonielle rum adskilles fra de praktiske.
Arkitekturen er udviklet med fokus på værdighed, privathed og en stærk forbindelse til naturen, hvor bygningskroppene flettes ind i parken og danner intime gårdrum og opholdszoner. En del af det eksisterende kapel bevares og videreføres i samspil med det nye anlæg i røde tegl og vingetegl.
Ceremonisalen vil markere sig som anlæggets centrale rum, kendetegnet ved sin høje taghældning og søjlestrukturen i douglastræ, der symbolsk understøtter kontrasten mellem jord og himmel.
Rejsegildet blev markeret med taler ved Kai Jensen, formand for Køge Sogns menighedsråd, og Peter Bjerre Petersen fra hovedentreprenør Ason, der takkede håndværkerne for indsatsen.
De fremmødte kunne herefter se nærmere på byggeriet og – traditionen tro – nyde sodavand og forplejning fra pølsevognen.
Tak til menighedsrådet, entreprenøren og ikke mindst vores rådgiverteam, DETBLÅ Landskab og Vognsen Ingeniører, for det gode samarbejde.