Kræftens Bekæmpelses rådgivningscenter Hejmdal blev tegnet af arkitekt Frank Gehry i samarbejde med Cubo Arkitekter. Hejmdal var oprindeligt indrettet i den gamle portnerbygning til Århus Kommunehospital, som en del af Kræftens bekæmpelses koncept om åbne centre.
Den gamle portnerbygning til Århus Kommunehospital fra 1908 blev transformeret gennem anvendelse af massive tømmerkonstruktioner og glaspartier, der pirrer følelser, sanser og giver en kunstnerisk oplevelse. Kun ydermurene står tilbage med nye profilerede dannebrogsvinduer. I rummet står en skulptur af massive Douglasbjælker, der bærer de to etagedæk og et nyt højt glastag på bygningen. Facaderne mod nord og syd brydes af nye indgangspartier med terrasse og amfiteater.
I 2022 flyttede Kræftens Bekæmpelse sit rådgivningscenter til Skejby. Cubo har transformeret og ombygget Hejmdal til møde- og konferencefaciliteter for FEAS i 2022.