26. september 2019
L1004852_brik

Solgaven i Valby indviet
Plejecenter for blinde

Torsdag d. 26. sep. blev Solgaven på Følager indviet.

Centeret med plejeboliger, ældreboliger og aktivitetscenter skal skabe nogle af Europas bedste rammer for mennesker med synshandicap. Dagen blev fejret med deltagelse af beboere, medarbejdere, Sundheds og omsorgsforvaltningen, AKB, entreprenør, rådgivere og venner af huset. Der var taler ved  Forstander Ulla Løwert Thomsen, Ask Løvbjerg Abildgaard fra Dansk Blindesamfund  og Sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling. Borgmesteren bistod desuden en af husets beboere med at klippe det røde bånd.

– Med Solgaven Valby har vi fået et sted, hvor mennesker med synshandicap kan få et værdigt, selvstændigt og trygt liv. Et sted hvor man kan komme i flere faser af livet. Hvad enten man bor derhjemme og går på aktivitetscentret, har brug for en ældrebolig eller senere måske en plejebolig, så er man i et kendt og trygt miljø, siger sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling.

– Vi er så glade for de input, der er kommet fra de kommende beboere og fra Dansk Blindesamfund. Det har hjulpet os med at forstå, hvad lys betyder – selvom man ikke kan se lampen, at kende vigtigheden af overfladen på et gulv og linjerne på en væg, så hænder og fødder kan finde vej og at huske på, at et hus til blinde også er et hus til førerhunde, som kræver en hundegård. På den måde er der skabt et hus, som taler brugernes sprog, siger forstander Ulla Thomsen.

Se projekt