8. oktober 2019
Lars Kruse, AU Foto

Skou-Bygningen præmieret på Arkitekturens Dag

STADSARKITEKTENS ORD

Arkitekturens Dag er en af de største begivenheder i arkitekturens kalenderår. Over hele landet sættes der fokus på god arkitektur ved forskellige aktiviteter, og i Aarhus præmierer vi ekstraordinært og forbilledligt nybyggeri netop på Arkitekturens Dag.

Et af de præmierede projekter, Skou-Bygningen, er opført i et kanoniseret kulturmiljø, Universitetsparken.
Projektets arkitekter har taget afsæt i stedets særlige karakteristika og samtidig tilføjet nye arkitektoniske værdier. Samtidig formår arkitekterne at indfri flere dele af Aarhus Kommunes nuværende arkitekturpolitik, ikke mindst at skabe arkitektur på et internationalt niveau.

Bygningen af Aarhus Universitet har stået på kontinuerligt i 88 år, siden arkitekterne Kay Fisker, C.F. Møller og Povl Stegmann vandt den åbne arkitektkonkurrence i 1931.
Den nye Skou-Bygning er en udvidelse af Institut for Biomedicins institut. Bygningen indskriver sig i Universitetsparkens ovenfor beskrevne DNA, og markerer sig med gavlens perforerede murværk, der viser at huset er af vores tid.

Ved at forskyde bygningsvolumenerne parallelt opstår der en smuk lys sprække mellem dem begge og et meget flot indrammet kig mod Aarhus Domkirkes spir. Rummet imellem, et lysfyldt organisk formet atrium, er omdrejningspunkt for bevægelsen og fællesskabet, hvor blødt svungne mødelokaler i glas møblerer rummet.

Skou-Bygningen viser med al tydelighed, at man kan – som igennem de sidste godt 90 år – tegne tidssvarende arkitektur, der afspejler vores tid, og som samtidig respekterer det særlige kulturmiljøs egenart for det kanoniserede universitetsbyggeri.

Se projekt